Et stort barn eller en informeret samler?

Jeg er som de fleste af jer, jeg elsker at hænge ud i legetøjsgangen af ​​butikker. Jeg føler mig godt tilpas der, i mit element. Jeg opdager alle disse nyheder der, der stadig får mig til at have lyst, og jeg undrer mig over producenternes opfindsomhed inden for dette konstant udviklende felt.

Men jeg bemærkede også en underlig reaktion fra min side: For de fleste mærker ser jeg ud som et barn med lyst til at lege, håndtere, at bringe disse legetøj til liv. Når jeg ankommer foran LEGO-afdelingen, skifter mit blik. Jeg stirrer på hver kasse med en anden følelse, som om jeg holder dem anderledes, som om jeg pludselig bliver mere opmærksom, mere bekymret, mindre legende ...

Denne holdningsændring overrasker mig altid. Jeg kan godt lide at lege med mine LEGO'er, se min søn samle et sæt, opfinde et skib, ryste en kasse for at måle densiteten af ​​dens indhold ... Men jeg er også altid mere forsigtig med mine LEGO'er end med andet legetøj, der befolker værelserne af mine børn.

Jeg værdsætter de få plaststen eller minifigs i min samling mere end den yngste Spider-Man-figur eller den ældre elskede snurretoppe. Selv de har undertiden svært ved at forstå den respekt, jeg giver LEGO'erne i min samling, for når alt kommer til alt er de bare legetøj som enhver anden. De har svært ved at forstå, hvorfor jeg holder af instruktionshæfterne, eller hvorfor jeg passer på ikke at beskadige en kasse, især når jeg smider uden komplekser emballagen til andet legetøj, nogle gange meget dyrere, efter en feberrig udpakning juledag morgen. ..

Denne mærkelige opførsel generer mig ikke. Det chokerer undertiden, alt taget i betragtning, mit følge, men jeg finder altid en gyldig forklaring til at retfærdiggøre mit forhold til LEGO'er. 

I modsætning til mange AFOL'er i dag har jeg meget få barndomsminder, der involverer LEGO'er. Selv da var dette legetøj allerede meget dyrt, og at købe LEGO'er var en luksus, som ikke alle forældre havde råd til. 

Jeg blev ikke AFOL ud af nostalgi, jeg har ikke meget at sige om min barndom med LEGO'er, og jeg følte ikke, at jeg havde oplevet en Mørk alder, denne nedgang, hvor LEGO fans snyder deres yndlingslegetøj.

Alt dette forklarer sandsynligvis mit nuværende forhold til LEGO'er: En slags dualitet mellem lyst til at lege og lidenskab for at samle. Ønsker du at kende denne behagelige følelse af smerte i fingrene, der lider af at have håndteret for mange mursten, men også at se efter de ældre sæt for at færdiggøre en samling, der allerede tager for meget plads. 

Jeg kan ikke huske, at jeg spillede LEGO'er som barn, men jeg kunne huske, at jeg kompenserede for tabt tid som voksen.

Og dig ? hvad er dit forhold til lego? Spillere, samlere, designere, nostalgiske, hvad er værdien af ​​disse plaststykker i dine øjne?